Færinger i Thorshavn danser kædedans efter en solformørkelse. Foto: Allan Denney
Dans og sang fra
meget gamle dage Selve dansen menes at stamme fra Frankrig i middelalderen, hvorfra den bredte sig over hele Europa blandt andet til kong Håkon Håkonssons hof i Norge i 1200-tallet – altså kort efter vikingetiden. Herfra menes den at være kommet til de små øer i Nordatlanten, hvor den altså har levet videre i bedste velgående i over 700 år.
Trinnene ser ikke så svære ud. Som regel to til venstre og et til højre. Men det er ikke så let som det ser ud til, hvis det skal gøres rigtigt, forklarer Tota Árnadóttir, der er aktiv i en forening for kædedans og desuden forsker i den gamle tradition på Færøernes universitet: ”De svære består i at få dansetrinnene til at passe til rytmen i teksten. Det kræver øvelse. Mange tror de kan trinnene, og så er der ikke tilstrækkelig respekt for lederen. Der er forskellige melodier og forskellige trin, der hører til.” Men hvis der kan være knas med trinnene, så er det dog intet imod teksterne, der skal læres udenad. Der er som regel mindst 15-20 vers, men de længste viser er på flere hundrede vers, og det kan tage timer at komme igennem. Skipperen
Kædedans og sang styres af en forsanger, ”en skipper”, som er den der kan sangene bedst. Når deltagerne hører den første linje kommer de selv i tanke om, hvordan verset fortsætter, så de kan synge med. Lederen bestemmer rækkefølgen af versene og kan også udelade nogle. Tit er det drabelige historier, der synges om. Se for eksempel kvadet om Hr. Sinclair, hvor folk fra Skotland hærger Norge med grusomme krigsforbrydelser. De hugger både børn og gamle mennesker ihjel og de håner de overlevende enker – indtil de selv bliver hugget ned og deres lig bliver ædt af ravne. Nogle af teksterne er lige så gamle eller ældre end dansetrinnene. Oldgamle sange om endnu ældre krige. Rolandskvadet er et af de mest berømte, hvor også den danske sagnhelt ”Holger Danske” optræder. Om et slag i 700-tallet. En anden sang er det såkaldte Niebelungenlied, der handler om et tysk nederlag i en stort slag for over 1500 år siden. Sange om disse slag og krige er blevet sunget i Europa i over tusind år. De blev også skrevet ned. Det skete allerede i 1200-tallet. Sangene blev dog stadigt sunget, og de spændende historier bragt videre fra mund til mund - indtil traditionen langsomt døde ud. Færøerne er blandt de få undtagelser. På de små øer højt oppe i Nordatlanten synger de og danser de stadigt til sange om oldgamle krige. Kædedans og grindedrab
Til kædedansen bruges også mange af de gamle danske folkeviser, som derfor stadigt synges på dansk. Altså gamle viser som er blevet holdt i live ved at blive sunget fra generation til generation og er blevet brugt som tidsfordriv i en tid uden ipad og tv. Andre er skrevet af navngivne forfattere. Blandt de mest populære å Færøerne er den såkaldte Grindevise, der blev skrevet af en dansk embedsmand i 1833. ”I gamle dage blev der ofte danset kædedans efter et grindedrab,” forklarer Tota Árnadóttir. Folk var kolde efter at have været i det kolde vand, for at slå hvalerne ihjel, og de skulle have varmen. Så var det godt både af få sunget og drukket, og grindevisen var rigtig populær ved de lejliheder. I dag er det ikke nødvendigt med kædedans efter grindedrabet, hvor folk har varmt skiftetøj med i deres varme biler.” |
|
Klik her for at redigere.
Klik her for at redigere.
Klik her for at redigere.
Klik her for at redigere.
Klik her for at redigere.
|
Klik her for at redigere.
|
Klik her for at redigere.
Klik her for at redigere.
|